Børn og skiløb

af Lars Damkjær, fysioterapeut Rigshospitalet.

En af de største oplevelser, man kan have som skiløber, er når man skal introducere sine børn til skiløbet. Det er en ubeskrivelig lykke at være sammen med sit 4 årige afkom, når det første gang oplever glæden ved at suse ned af bakkerne.

Hele familien kan følges ned ad pisterne, og ingen behøver at tilsidesætte sine sportslige ambitioner. 

Pædagogik
Hvordan sikrer man sig så, at børnene får den bedst mulige oplevelse ud af skiløbet.

For det første, snak med venner og bekendte om deres oplevelser. Hvor har de været. Spørg dem om  bakkerne var gode og børnevenlige. Ikke mange skisportssteder beskriver deres pister som ”ikke egnet til børn” i brochuren.

Hvordan var skiskolen. Var de søde, og havde de andre tilbud end ski i løbet af en skiskole-dag. Ikke mange børn i 4 års alderen har lyst til 3 timers undervisning. Der skal være tid til lidt sanglege, bål, stafet osv.

Lad være med selv at undervise børnene, medmindre du har meget pædagogisk erfaring, og ikke engang det er garanti for at børnene kan lære noget af dig. Hvor mange gange har vi ikke set forældre og børn stå og råbe til hinanden på børnebakken, fordi forældrenes ambitioner ikke er blevet indfriet.

Husk det skal være sjovt og når børnene siger, at de ikke gider mere, så mener de det . Lav noget andet, børnene skal nok komme tilbage til skibakken. De kan slet ikke lade være. 

Sikkerhed.
Børnene skal have hjelm på - det er slet ikke til diskussion.

Der skal tjekkes bindinger hver dag. I en stor canadisk undersøgelse, publiceret i 2003, løb 50% af børnene rundt med forkert indstillede bindinger.

Børn, træning og forberedelse til skituren.
Det ville nok ikke have været nødvendigt for 30 år siden at træne børnene inden de skulle ud på ski. Men når familier i dag forbereder en skitur, er det en god ide, hvis man i god tid reflekterer lidt over sine børns motionsvaner. Er de parate til at være fysisk aktive 6 timer dagligt, 7 dage i træk. Man kan jo snakke lidt med børnene om, hvad der sker i gymnastiktimerne i skolen.

Cykler børnene til skole eller bliver de altid kørt. Kunne dit barn træde cyklen op af bakken sidst i var ude at cykle. Går der lidt for meget computer i den derhjemme efter skoletid.

Hvad kan man gøre? Det er ikke nødvendigt at slæbe barnet med på lange voksenkurser i skigymnastik. Meld barnet til gymnastik, badminton, fodbold eller hvad det nu er, kammeraterne går til. Disse ekstra timers motion vil være rigeligt for barnet til at kunne holde en skiferie. Det giver barnet en glæde ved at bruge kroppen, og det bliver vant til, at der også kan være lidt ømhed forbundet med fysisk udfoldelse. Mange børn, der ikke træner, forveksler lidt træthed i benene med smerter.

Hvornår kan mit barn stå på ski.
Der er lige så mange forskellige bud på dette, som der er forskellige børn og ikke mindst forældre. Men mon ikke alle vi skiforældre har hørt enten os selv eller andre prale med, hvor tidligt vores eller deres lille Sebastian var på ski. 2 år er ofte hørt, når der skal prales, men det er mest for halvprofessionelle skiløbere eller nordmænd - eller fædre med en dårlig hukommelse.

Som en meget god tommelfingerregel skal dit barn være i stand til at hoppe med afsæt, altså et eller andet tidspunkt mellem tre og seks år.

Hvad får mit barn ud af at stå på ski.
En svensk udredning om friluftsliv fra 1999 opsummere alle de gode virkninger, der er ved at være i det fri.

-         Dagslyset har indvirkning på vitaminstatus og hormonbalance.

-         Luften er mindre belastet med støv, bakterier, virus og husstøvmider, alt sammen med til at gøre luftvejene mindre irriterede. Vi skiforældre kan vist fortælle historien om, at vi tog ud med snottede unger og kom hjem med raske unger.

-         Naturoplevelsen har i sig selv en afslappende og afstressende virkning - det er konstateret med voksne, men mon ikke vores børn også trænger til afslapning og afstresning.

-         Derudover skal vi ikke overse at familiernes hverdagsliv er præget at opsplitning. og intet kan samle som en fælles fysisk udfoldelse. Her er skiferien en glimrende mulighed for at få lappet lidt på kernefamilien.

 

 Motorisk kropsligt.
Skiløb udfordrer styrke, balance, udholdenhed, koordination og den kropslige mestring. Og udfordring udvikler.  Dit barn vil opleve at blive styrket på alle disse områder i løbet af en skiferie.

 Skiområderne giver vores børn  den bedste arena for kropslig læring.

En arena hvor grænserne for hvad kroppen mestrer kan udfordres og overskrides uden at det gør alt for ondt.

En arena hvor der er andre børn at spejle sig i og senere at lege med.

En arena hvor der er tid, og hvor også de voksne er - i lang tid, uden at de skal læse avis, skal på arbejde eller noget andet. De voksne er til stede og har det sjovt.

Børnene kan slet ikke undgå at udvikle sig kropsligt.

Som forældre til de små skal vi huske på at skiområdet er lige så sjovt og nogen gange sjovere uden ski på. Så der skal kælkes, rutsjes og laves snemænd. Prøv en gang at følge den 4 årige, der har fundet en legekammerat og en snebunke for enden af børnebakken. De går op, rutsjer ned, går op rutsjer ned i en uendelighed. Prøv at følge med 20 ture op og ned, og mærk hvordan der kommer sved på panden, masser af styrke kondition og udholdenhed, og så er det bare skideskægt.

Det alpine skiløb, har en yderligere dimension. Alle de andre på banen. Du ved de skal nedad, men derudover er de uforudsigelige. Der er udfordringer for børnenes rum- og retningssans. Hele tiden må barnet forholde sig til de andre på banen, hvad er deres hastighed, hvad er min og hvor og hvornår er de sammenfaldende.

 Liste over ting der kan forhindre børn i at synes det er sjovt at stå på ski.

-         Forkert påklædning. Skidragten skal passe og ikke være alt for tyk og tung at bevæge sig i. ­

-         Handskerne og sokkerne skal kunne holde hænder og fødder tørre og varme.

-         Utålmodige forældre. Forældre der ikke forstår, når barnet har fået nok for i dag. Forsøg at glemme, hvad det har kostet at leje skiudstyret. Hvis barnet ikke vil have det på efter middagen så får du intet ud af at presse/råbe det igennem.

-         Børnefjendtlig indretning af pisteområdet. Børnebakken ligger i skygge, er for stejl og har ikke liftfaciliteter for de mindste f.eks. tallerkenlift eller rullende fortove. Eller værre endnu børnebakken er den nederste del af ”voksenbakken”.

-         Manglende undervisning. Det er en forudsætning for at udvikle sit skiløb, at man løbende modtager kvalificeret undervisning. Så bliver børnene hurtigt dygtige skiløbere. Og dygtige skiløbere kommer ikke til skade.(Kohl 2003)

 Hvis disse ting er opfyldt vil de første års skiture garanteret skabe et livslangt afhængighedsforhold til denne vidunderlige sport.

Tilbage